Den 64-årige Rudiengaard, der er formand for folketingets sundhedsudvalg, mener, at han vil blive for gammel til en ny periode på Christiansborg.
"Jeg stopper på grund af min alder, og fordi der, efter min bedste overbevisning, først vil være valg til Folketinget igen i 2012. Til den tid vil jeg være over 67 år gammel," siger den tidligere borgmester i Ribe.
Rudiengaard blev valgt ind i folketinget i 1998 og har været medlem lige siden. Han er p.t. også medlem af Esbjerg Byråd. Den garvede politiker håber, at hans afløser bliver en person med en vis erfaring, der ikke er helt grøn bag ørerne.
"Det er mit håb, at min afløser vil følge tråden op om et massivt socialt og sundhedsmæssigt engagement, og jeg håber også, at min afløser har en alder præget af livserfaring, idet jeg er lidt bekymret for vores folkestyre, hvis det er helt "grønne" medlemmer lige fra universiteterne og uden basal viden om de grundlæggende værdier i vores samfund, der vælges ind," siger Rudiengaard, der er uddannet læge.
Hans afløser bliver fundet ved et opstillingsmøde den 13. november.
/Newspaq/