Silkeborg fik det ledige trænersæde besat ved at vælge en af klubbens egne, trofaste folk til at sikre overlevelsen i Superligaen.
På et pressemøde tirsdag formiddag blev 56-årige Preben Lundbye præsenteret som ny cheftræner.
Han har tidligere været assistent for Viggo Jensen og Bo Johansson samt været ansvarlig for klubbens andethold.
Lundbye har underskrevet en kontrakt på halvandet år.
En række navne har været i spil til posten, siden Viggo Jensen blev fyret 26. oktober sidste år. Efter sigende har John ’Faxe’ Jensen, Ove Christensen og Bo Johansson takket nej, mens flere andre har afvist at være interesserede.
Silkeborg er placeret sidst i Superligaen med otte point for de første 18 kampe. Klubben har otte point op til Horsens, som ligger lige over nedrykningsstregen.