Drop skolebænken, lektier og opgaver i et halvt år og få i stedet erfaring fra det arbejdsmarked, du lige om lidt skal ud på.
Praktik i studietiden er et hit blandt studerende, men der er et problem, viser en undersøgelse fra Dansk Magisterforening.
Foreningen har spurgt 500 studerende, der er eller har været i praktik, og over halvdelen svarer, at de arbejder fuld tid eller mere, skriver DR.
Magistrene frygter, at de studerende tager jobbene fra den uddannede arbejdskraft.
- Der er nogle virksomheder, der falder for fristelsen til at udnytte den gratis arbejdskraft. Og det er selvfølgelig et problem - især i en tid, hvor ledigheden blandt vores nyuddannede er meget høj, siger Ingrid Stage, der er formand for Dansk Magisterforening, til DR Nyheder.
70 procent af de adspurgte svarer, at de skulle løse opgaver, som burde løses af fastansatte. Det er et problem, mener man i Dansk Erhverv.
- Praktikanter er per definition ikke i stand til det fra dag ét. De skal oplæres, for de kan ikke varetage et job som en fastansat kan, siger den arbejdsmarkedspolitiske chef i Dansk Erhverv, Ole Steen Olsen, til DR Nyheder.
Hver fjerde nyuddannet akademiker er arbejdsløs et år efter endt studie.
Newspaq