Den i dag 18-årige Sebastian Rasmussen, der er tidligere elev på Lundby Efterskole, fortæller på dag fire i retsopgøret om kæntringsulykken på Præstø 11. februar 2011, at hans svømmefærdigheder var meget dårlige, mens han gik på skolen.
- Dengang var min svømmefærdigheder rigtig dårlige. Jeg var en meget dårlig svømmer. Jeg tror, jeg kunne svømme 50 meter eller sådan noget, forklarer den unge mand.
Igen i dag er adskillige pårørende mødt op i Retten i Nykøbing Falster for at høre i alt fire tidligere elever fortælle om den grufulde vinterdag i 2011.
Sebastian Rasmussen fortæller videre, at han var i svømmehallen med skolens idrætslinje flere gange, og at lærerne på linjen var klar blevet gjort opmærksomme på hans begrænsede svømmeevner.
- Ja, det vidste de på idrætslinjen og også på friluftslinjen, siger han.
Sebastian Rasmussen har i dag ingen erindring om dagen, hvor to lærere og 13 elever kæntrede i skolens dragebåd og faldt i det iskolde vand.
Ved ulykken mistede den 44-årige lærer Michael Jørgensen livet, og flere elever pådrog sig hjerneskader.
/ritzau/