Af Laurits Nansen, lana@avisen.dk og Michael Lund, milu@avisen.dk
Overdreven overvågning og kontrol. Fanger, der smides i isolationsceller i lange perioder uden begrundelse. Og ringere mulighed for at fangerne kan prøveløslades eller uddanne sig, mens de sidder inde.
Stadig flere indsatte i de danske fængsler bliver behandlet uacceptabelt.
Det mener flere danske fængselspræster, der nu blander sig i debatten om de indsattes vilkår.
Fastholdes i kriminalitet
- Før i tiden havde man en god chance for at blive prøveløsladt eller eksempelvis tage en uddannelse som håndværker i fængslet. Det er blevet meget sværere i dag, siger Susanne Bjerregaard, formand for fængselspræsternes forening og præst i Statsfængslet i Vridsløselille.
- Man får indtryk af, at regeringen vil bure de indsatte inde og smide nøglen væk. Men det er med til at fastholde de indsatte i en kriminel løbebane, fordi de ikke får kontakt til samfundet udenfor, siger hun.
For meget kontrol
Susanne Bjerregaard mener, at de indsatte ofte må leve under for meget kontrol og overvågning. Nogle udsættes eksempelvis for urin- prøvekontrol en gang om ugen.
- Der er generelt kommet for meget kontrol. De indsatte føler, at de hele tiden skal igennem urinprøvekontrol, for at personalet kan tjekke, om de har taget stoffer. Desuden skal de ledsages af flere betjente, hvis de skal besøge deres familie på udgang. De bliver frustrerede og stressede af det, siger Susanne Bjerregaard.
Hun mener desuden, at det er urimeligt, at indsatte siden 2002 ikke længere får en begrundelse for, hvorfor de bliver isoleret eller pludselig flyttet til et andet fængsel.
- Meningen med fængselsstraf er, at man berøves sin frihed. Men det er ikke rimeligt, at der kommer andre straffe oveni,« siger hun.
Peter Walin, fængselspræst i Vestre Fængsel, er enig. Han peger desuden på, at de indsattes celler ofte er for dårlige og nedslidte.
- Nogle af cellerne i Vestre Fængsel er utrolig små og ulækre. Der er fugt og urin på væggene, og vinduerne sidder så højt, at man ikke kan kigge ud. Det er ikke værdigt, siger han.