Præsten i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, er blevet hængt ud som bagmand for et netværk, der hjælper med at skjule illegale flygtninge. Den beskyldning kan hovedpersonen dog ikke selv genkende.
"Jeg kan pure afvise, at jeg skulle stå bag noget som helst netværk, der hjælper med at skjule flygtninge. Når jeg bliver ringet op af mennesker, lytter jeg til dem. Det gjorde jeg også med B.T.-journalisten, der udgav sig for at være flygtningeven. Som udgangspunkt stoler jeg på folk, men det ved jeg ikke, om jeg gør mere," forklarer han til Berlingske Tidende.
Han fortæller desuden, at han torsdag aften sendte en redegørelse til Københavns biskop. Han regner med, at han skal til en samtale med biskoppen, men han mener ikke, B.T.'s historie viser noget som helst.
"Jeg ved ikke engang, hvor de kvinder og børn og demente gamle, der blev sat på gaden i forbindelse med rydningen af kirken, befinder sig," siger Per Ramsdal.
Han ønsker ikke at kommentere på flere detaljer lige nu, men udsender en pressemeddelelse senere på dagen.
"Jeg er blevet kimet ned af journalister og mange andre mennesker hele morgenen, så jeg finder det bedst at komme med en samlet kommentar," forklarer præsten.