Under en retssag tirsdag i New York mod en formodet narkosmugler beskyldte anklageren præsidenten i Honduras for at have hjulpet den tiltalte med at smugle tonsvis af kokain ind i USA.
Den tiltalte person, Geovanny Fuentes, bestak ifølge anklageren præsidenten med 25.000 dollar i kontanter. Dermed gjorde Fuentes sig "urørlig", sagde anklager Jacob Gutwillig i sine indledende bemærkninger.
Præsidenten i Honduras, Juan Orlando Hernandez, har afvist beskyldningerne mod ham.
Pengene blev angiveligt betalt under møder mellem de to i 2013 og 2014. Juan Orlando Hernandez tiltrådte som præsident i Honduras 1. januar 2014.
En revisor ved navn Jose Sanchez, der deltog i møderne, skal vidne i sagen i New York.
Han forventes at fortælle nævningene, at han blev "chokeret og grebet af frygt, da han så den tiltalte sidde sammen med præsidenten", sagde anklager Jacob Gutwillig.
Sanchez arbejdede for et selskab, som den tiltalte brugte til at hvidvaske penge gennem, hævdede anklageren.
Vidnet vil i retssagen videre fortælle, at præsidenten under et af møderne sagde til Fuentes, at "de ville transportere så meget kokain ind i USA, at de kunne skovle narkoen op i gringoernes (latinamerikansk slangudtryk for amerikanere, red.) næser".
Den tiltaltes forsvarsadvokat, Eylan Schulman, forsøgte at så tvivl om de belastende udsagn, som vidnet ventes at komme med.
- Efter sigende er 25.000 dollar alt, hvad der skal til for at bestikke en præsident, sagde Schulman.
Forsvarsadvokaten hævdede også, at Sanchez "har meget at vinde og lidt at tabe. Han har en ansøgning om asyl liggende hos immigrationsmyndighederne".
Præsident Juan Orlando Hernandez er ikke sigtet i sagen.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP