Af Sisse Andersen
Den israelske præsident Moshe Katsav er en presset mand. Siden han tirsdag fik at vide, at han vil blive tiltalt for voldtægter, svindel og andre overgreb mod tidligere ansatte, har politiske modstandere og store aviser krævet hans afgang. Senest har Israels premierminister, Katsavs partifælle Ehud Olmert, opfordret præsidenten til at gå af.
Men Katsav nægter at gå, før han er nødt til det. På en pressekonference onsdag aften langede han ud efter medierne og fastholdt sin uskyld.
»Jeg er blevet mål for et af de værste angreb i staten Israels historie. Jeg vil kæmpe til sidste åndedrag, om det så skulle betyde verdenskrig, for at rense mit ry,« sagde en tydelig ophidset Katsav og råbte skældsord ad en journalist i salen.
Katsavs advokater har tidligere antydet, at han muligvis vil trække sig midlertidigt, så han kan vende tilbage som præsident, når retssagen er overstået. Men det er den israelske opposition ikke tilfreds med. En gruppe venstrefløjspolitikere i Knesset er i øjeblikket i gang med at samle stemmer til at starte en rigsretssag.