Den er stadig helt gal i Det Hvide Hus, hvor præsident Joe Biden og hans kone, og ikke mindst parrets kæledyr residerer.
I sommer kom det frem, at parrets hund Commander, havde bidt sikkerhedsfolk i 10 tilfælde.
Nu har den unge schæfer hund haft fat i endnu en Secret Service agent. Det skriver BBC.
Det skete mandag aften lokal tid og episoden er nu blevet indberettet. Livvagten måtte behandles på stedet efter bidet, men har det efter omstændighederne okay.
Da det i sommer kom frem, at præsidentens to-årige schæfer i flere tilfælde havde bidt hans livvagter, lød det fra Det Hvide Hus, at man ville tage forskellige nye tiltag i brug for at forhindre, at præsidentens kæledyr bed fra sig.
I første omgang blev det forklaret med, at det var stressende for et kæledyr at bo i Det Hvide Hus.
I samme ombæring forklarede man, at man ville prøve med noget andet træning og med snor for at forhindre Commander i at bide agenter i fremtiden.
Men nu er det altså lykkedes for den bidske hund at sætte tænderne i endnu en Secret Service-agent.
Commander flyttede ind i Det Hvide Hus som hvalp i 2021. Han blev givet til Joe og Jill Biden som en gave fra præsidentens bror, James.
Parret havde oprindeligt også en anden schæfer der hed Major. Den blev dog flyttet hen til en af parret venner, efter også den havde bidt præsidentens livvagter.