Hæder · Det nyombyggede Storcenter Nord løb med en af præmierne ved Århus Kommunes årlige hædring af smukke eksempler på byfornyelse og butiksfacader, der er tilpasset det omkringliggende byggeri.
I år blev to butiksfacader og to byfornyede ejendomme præmieret. Ud over Storcenter Nord, som blandt andet fik udmærkelsen for det nye indgangsparti, der har givet centret en ny identitet, var der præmie til brillebutikken Brøbecher i Ryesgade 4-6. Præmierne til de byfornyede ejendomme gik til Henrik Pontoppidans Gade 2 og Værkmestergade 7-13, hvor det er lykkedes at bibeholde bygningernes historie som centralværksteder.
Bygningernes ejere fik mandag overrakt præmier og diplomer af rådmand for Teknik og Miljø Peter Thyssen i byrådssalen. BRST