Skuespilleren Ricardo Medina, der spillede rollen som den røde "Power Ranger" i den populære tv-serie, har den seneste tid været genstand for medieomtale verden over.
Den 38-årige skuespiller er nemlig sigtet for at have stukket sin bofælle ihjel med et sværd tilbage i 2015.
Og torsdag fik Ricardo Medina så sin straf. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ricardo Medina, der tidligere på måneden erklærede sig skyldig i sværddrabet på Josh Sutter, er blevet idømt seks års fængsel, som skal afsones i statsfængslet i Californien.
"Power Rangers"-skuespilleren stak ifølge anklagerne sin ven flere gange med sværdet, efter de to havde skændes over Ricardo Medinas kæreste, som også var i lejligheden.
Efter sværddrabet ringede skuespilleren selv efter en ambulance og blev på stedet, indtil politiet ankom.
Medina, der har puertoricanske rødder, har to gange spillet med i den populære fortælling om gymnasieeleverne, der får superkræfter og redder verden fra ondskab og farlige monstre.
I 2002 spillede han den røde "Power Ranger" Cole Evans i tv-serien, og i 2011 var han igen med som den ondsindede skurk Deker, der med sit sværd laver ravage.
Ricardo Medina har også spillet med i tv-serierne "Skadestuen" og "CSI: Miami".
/ritzau/FOKUS