- Jeg vil bare have ham hjem. Det er det eneste, jeg venter på.
Sådan lyder ordene til BT fra Pia Jacobæus, der er gift med den kendte danske sanger Povl Dissing.
Han fik i sidste uge en hjerneblødning på en ferie i Spanien og er i øjeblikket indlagt på den intensive afdeling på hospitalet i den sydspanske by Cadiz, skriver BT.
Ved ikke, hvornår han kommer hjem
Povl Dissing og Pia Jacobæus var i Spanien for at holde ferie i parrets hus. Men sangskriveren skulle også optræde med spanske flamenco-stjerner.
Den idé skulle i sidste ende munde ud i en ny plade og flere koncerter i Danmark, skriver BT.
Selvom Povl Dissing er i bedring, er det stadig usikkert, hvornår han igen har dansk grund under fødderne.
- Det er desværre ikke rigtig noget nyt, siger Pia Jacobæus til BT.
De spanske læger er nemlig bange for, hvad trykket i en flykabine kan gøre ved Povl Dissings hjerne.
Povl Dissing er blandt andet kendt for sangen "Svantes lykkelige dag" og "Den grimmeste mand i byen".