Real Madrid og Barcelona ligger side om side med kun to runder tilbage i Spanien – og danskerklubben Sevilla ånder ihærdigt de to tophold i nakken med kun to point færre.
Weekendens runde gav fuldt udbytte til de tre mesterskabsbejlere, så endnu er absolut intet afgjort. Sevilla med Christian Poulsen på banen i 90 minutter vandt 3-1 over Zaragoza.
Af de tre tophold er det formentlig Sevilla, som har det letteste program, men om det også er nok til at overhale førerduoen er tvivlsomt. Real Madrid skal møde Zaragoza ude og Mallorca hjemme. Barcelona skal spille lokalopgør hjemme mod Espanyol og ude mod bundholdet Gimnastic. Sevilla skal møde Mallorca ude og slutter hjemme mod Villareal.
I bunden af ligaen begynder det at se rigtigt skidt ud for Morten Skoubos Real Sociedad. Med seks point at spille om har den tidligere Brøndby-spillers klub fire point til redningen over stregen.