På fredag skal det danske landshold som bekendt dyste mod Portugals verdensstjerne. Sidst Danmark var i Portugal kunne de danske landsholdsspillere glæde sig over en mindeværdig 3-2 sejr.
Men det behøver ikke at gentage sig. Succeskriteriet er nemlig, ifølge Christian Poulsen, at hente en uafgjort mod Ronaldo og co.
"Skulle vi vinde igen, vil det være fantastisk. Men lige nu vil jeg være tilfreds med ét point dernede. Uafgjort mod Portugal på udebane vil være mere end godkendt," siger den danske anfører til Politiken.
Portugal har åbnet EM-kvalifikationen helt og aldeles katastrofalt. Først chokerede portugiserne ved at lukke fire mål ind i Cypern, da de spillede 4-4. Men det blev absolut ikke bedre, da de tabte til Norge, hvilket promte kostede landstræner Carlos Queiroz jobbet.