Christian Poulsen og Sevilla har stadig chancen for at spille tre triumfer i hus i år.
Klubben ligger helt i toppen i mesterskabskampen, er med i den spanske pokalturnering og nu har de forsvarende UEFA Cup-mestre spillet sig frem til endnu en finale i den mindste af de to europæiske klub-turneringer.
Finalebilletten kom i hus via en 2-0 sejr over et andet spansk hold, Osasuna, der havde vundet 1-0 i det første opgør. Målene blev scoret af de to brasilianere Luis Fabiano og Renato henholdsvis lige før og lige efter pausen.
Det var akkurat nok, og selvom Osasuna fik bedre fat i anden halvleg, var det en fortjent sejr, der kunne være blevet udbygget i slutminutterne, hvor Sevilla havde flere gode muligheder på kontra, da Osasuna satsede i jagten på den afgørende scoring, der kunne have sendt nordspanierne i finalen.
Den bliver endnu et spansk møde, da Espanyol på udebane sejrede med 2-1 over Werder Bremen, der fik stjernen Miroslav Klose udvist undervejs. Spanierne havde undet 3-0 i det første opgør og så ud til at kunne komme i problemer, da Hugo Almedida sendte hjemmeholdet i front allerede efter fem minutter.
Men da Klose kort efter fik sit andet gule kort, var det for alvor op af bakke for Daniel Jensen og resten af Werder-mandskabet, der da også måtte indkassere to mål i anden halvleg og dermed sige farvel til drømmen om at vinde UEFA Cuppen.