Spørg efter Danmarks største hundeven og rigtig mange vil svare Poul Thomsen.
Den legendariske tv-mand er i dag 83 år og selvfølgelig stadig vild med ”mandens bedste ven”, selv om han har måttet undvære lidt af selskabet på det sidste.
Det fortæller han i et fint interview med olivers.dk.
Et grimt styrt betød nemlig, at Poul Thomsen for en kort stund måtte flytte hjemmefra og på plejehjem, fortæller han til bloggen.
- Jeg havde forsvoret, at det nogensinde skulle ske, men jeg har været på et plejehjem de sidste to måneder. For noget tid siden faldt jeg og brækkede både lårben og håndled og jeg ved ikke hvad ellers. Jeg havde det meget skidt, så også for at afhjælpe belastningen på min hustru besluttede vi, at jeg skulle på et plejehjem, fortæller Poul Thomsen.
Og selvfølgelig savnede tv-manden sin kone, men så sandelig også husets firebenede beboere.
- Ved Gud i himlen, hvor jeg savnede mine to hunde. Og den modtagelse jeg fik i går – jeg kan roligt sige, at de også har savnet mig. Men i går kunne jeg endelig sige til dem: Far er hjemme!, fortæller Poul Thomsen til olivers.dk.
Husets to hunde er lige nu den 12-årige labrador Lillebror og femårige Thit, som er en border terrier.
- De er glæden i vores liv, og de er glæden i hinandens liv. De elsker hinanden overalt på jorden. De sover sammen, de er altid sammen. De hører simpelthen sammen, siger Poul Thomsen.
Det var i ”Dus med dyrene” tilbage i begyndelsen af 80’erne, at Poul Thomsen udødeliggjorde sit ry som dyreven.
Ikke mindst over for den tro følgesvend, hønsehunden Balder, som selvfølgelig altid var med i studiet.
Og Poul Thomsen mødes stadig med spørgsmål til Balder.
- Det er altid venlige mennesker, der kommer hen til mig, og siger "Goddag Poul Thomsen, mange tak for de gode programmer. Hvordan har Balder det?"
Så svarer jeg mange tak, og at jeg håber, at Balder har det godt der, hvor han er. For han har været død i mere end 30 år. Det kan folk godt blive overraskede over, forklarer Poul Thomsen.
Balder døde bare seks år gammel i 1984 – midt i programrækken – og det skabte nærmest landesorg, da Poul Thomsen måtte fortælle det til seerne.
Poul Thomsen med Danmarksberømte Balder. Foto: Privat