15. september døde tidligere tv-vært og dyrenes bedste ven Poul Thomsen i en alder af 84 år.
I fredags blev han bisat fra Albæk Kirke i nærheden af sin bopæl, men her skal Poul Thomsen ikke stedes til hvile.
Det skriver Randers Amtsavis.
Efter Poul Thomsens eget ønske arbejdes der nemlig på, at han kan stedes til hvile på Hjortø i det Sydfynske Øhav.
Poul Thomsen elskede Hjortø, som ligger og putter sig mellem Drejø og Tåsinge i det Sydfynske Øhav.
- Det arbejder vi på. Poul elskede den ø. Han blev forelsket i øen, da han lavede tv-programmer om harefangst der, og han blev livslang ven med ægteparret Nora og Svend Ramussen. Og nu prøver vi, om han kan komme dertil, fortæller Poul Thomsens hustru Susanne Lichtenstein ifølge mediet.
Det var i ”Dus med dyrene” tilbage i begyndelsen af 80’erne, at Poul Thomsen udødeliggjorde sit ry som dyreven.
Ikke mindst over for den tro følgesvend, hønsehunden Balder, som selvfølgelig altid var med i studiet.
Balder døde bare seks år gammel i 1984 – midt i programrækken – og det skabte nærmest landesorg, da Poul Thomsen måtte fortælle det til seerne.