To mænd slap mandag eftermiddag væk med 150.000 kroner, da de begik røveri mod postekspeditionen i Kvickly på Amagerbrogade.
Den ene af mændene ventede uden for på en knallert, mens den anden gik ind i forretningen.
- Han truer personalet med en pistol, der formentlig var en attrap, og får udleveret pengene, siger den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi.
Pistolen, der blev brugt, faldt tilsyneladende fra hinanden i forretningen.
- Vi har fundet en del af den på gerningsstedet, et magasin eller lignende, der muligvis kommer fra en softgun, fortæller efterforskningslederen.
Pengene bliver lagt i en Netto-pose, hvorefter røveren løber ud til sin "kollega", og de kører fra stedet på en - muligvis sort - knallert 45.
Røveren, der var inde i forretningen, var iført styrthjelm og lyse bukser. Desuden bar han en grå hættetrøje med teksten "Pelle Pelle" skrevet i hvid og turkis på brystet.
Manden, der ventede på knallerten, var iført lyse bukser.
Politiet vil meget gerne høre fra folk, som måtte have set de to mænd på knallerten eller bemærket andet i forbindelse med røveriet.
/ritzau/