- Jeg vil påstå, at enhver kan gå strækningen lige så hurtigt.
Sådan siger 76-årige Erik Piihl til JydskeVestkysten efter et brev, som han og hans hustru puttede i postkassen i Agtrup nær Sdr. Bjert ved Kolding, var tre uger om at frem til oldebørnene i Skævinge i Nordsjælland.
Brevet var et svar til oldebørnene på to og syv år, som havde sendt et brev med trøst til deres oldemor, som efter en operation i den ene fod skulle sidde i kørestol i tolv uger, fortæller Erik Piihl.
Erik Piihl har ikke klaget til PostNord over leveringstiden, men fortæller til avisen, at han har oplevet flere gange, at breve var en til to uger om at nå frem.
Han mener, PostNord ikke længere har sin berettigelse, og siger, at Staten kan lige så godt lade dem gå konkurs, så nye aktører kan få opgaven
- PostNord er ikke deres opgave voksen, slår han fast.
JydskeVestkysten har forelagt PostNord kritikken. PostNords kommunikationschef forklarer, at det tyder på, at brevet til oldebørnene er leveret forkert.
- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, for brevene skal ud til tiden, og vi vil gerne sige undskyld for vores fejl, skriver Morten O. Nielsen fra PostNord, og tilføjer, at postbudene omdeler flere millioner breve, og at det ikke kan undgås, at der sker fejl.
Han forklarer desuden, at PostNord har en aftale med staten om, at mindst 93 procent af de almindelige breve må være fem hverdage undervejs, og i 2017 leverede PostNord 95,1 procent uden forsinkelser.