Post Danmark skal nu til at levere mere end breve, pakker og reklamer.
Fra tirsdag får 2.000 ældre og svækkede borgere i København leveret nyopvarmet mad fra Post Danmarks gule biler, skriver Berlingske.
Post Danmark har nemlig vundet et udbud fra Københavns Kommune, hvor man har vurderet, at omdelerne kan håndtere den komplicerede logistik.
Kommunen sparer mindst fire millioner kroner om året på at få Post Danmark til at levere maden.
Det svarer til en besparelse på godt 20 procent i forhold til udgifterne til madudbringning i 2010.
"I modsætning til mange andre kommuner stiller vi os ikke tilfredse med langtidsholdbare kolde vakuum-pakker eller praktisk dybfrossen mikrobølgemad. Borgerne skal kunne få et varmt friskt måltid. Derfor er udbringningen meget vigtig, og forvaltningen skal hele tiden sikre, at vi gør det bedst muligt af hensyn til borgerne," siger sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) til Berlingske.
Til formålet har Post Danmark indrettet postbilerne med en teknologi, som kendes fra bl.a. England, Frankrig og Tyskland.
Ovnene har tre uafhængige sektioner, som kan programmeres til at starte forskudt af hinanden. Dermed kan maden opvarmes så tæt som muligt på det tidspunkt, hvor den skal leveres til den ældre.
Chaufføren kan hele tiden følge og styre temperaturen fra et display i førerhuset.
Kilde: Berlingske