Det kan være en besnærende tanke, at man kan sidde hjemme i sin lejlighed med benene oppe på bordet og afgive sin bestilling på amfetamin hos leverandøren i Holland i stedet for at købe hos den lokale pusher.
Men som bekendt ringer postbuddet altid to gange, og det skete også for en 22-årig mand fra Randers.
Skat i Københavns Lufthavn i Kastrup opsnappede nemlig forsendelsen med hans bestilling på 118 gram amfetamin, og ikke længe efter kom politiet på besøg i Randers.
Her ransagede de den 22-åriges lejlighed og anholdt ham, oplyser kriminalkommissær Mogens Brøndum, Aarhus Politi.
Manden har tilstået, og politiet betragter sagen som fuldt opklaret. Den 22-årige er derfor løsladt igen, men han kan senere se frem til et par måneder i fængsel for sit forsøg på at smugle amfetamin til Danmark.
/ritzau/