Han blev kaldt indkøbet fra den øverste hylde, K.C. København kan nå op til. I går var han bænket til opgøret mod Esbjerg, men Zdenek Pospech proteseterede mod denne beslutning ved at tordne bolden i mål dybt inde i dommerens overtid, og så fik FCK endelig en april-sejr. Og en andenplads.
Men den kom først i hus efter endnu en spillemæssig skidt præstation af de forsvarende danske mestre.
Men det betyder ikke så meget lige nu. Når man ikke har vundet i seks kampe, er resultatet meget vigtigere, end hvordan spillet flyder.
»Det er dejligt, når vi får et deja-vu fra sidste kamp mod AGF, hvor de scorer på deres eneste chance, at vi alligevel formår at hente en sejr,« sagde en tydelig lettet FCK-anfører, Michael Gravgaard.
Han scorede kampens første mål efter få minutters spil. Det fik hovedparten af de 17.000 tilskuere i Parken til at drømme om en FCK-opvisning ¿som i gamle dage¿. Den udeblev mildest talt. For kønt var det ikke. Det reservespækkede Esbjerg-mandskab skabte ikke meget, men alligevel formåede FC København ikke at sætte trumf på og lukke kampen.
Ikke meget fungerer
De seneste uger har analyserne af manglerne på Ståle Solbakkens mandskab været talrige, og mod Esbjerg passede langt de fleste - måske dem alle. Der var ikke ret meget, der fungerede for Løverne .
Én ting var dog, som det plejede at være i Parken. Slutspurten i jagten på et resultat. De sidste 10 minutter af opgøret var det stort set kun Jesper Christiansen, som ikke deltog i hjemmeholdets massive pres.
Kun underfundige redninger og besynderlig mangel på skarphed holdt bolden ude af Esbjerg-målet, indtil Pospech satte en stopper for den månedlange sejrstørke.
Overbevist om frispark
»Vi ville gerne undgå, at FCK lagde pres med backerne, men det lykkedes ikke til sidst, og så kommer vi langt tilbage på banen. Det er noget, deres spillere er gode til, og det er derfor, de har slået Manchester United, og vi ikke har,« sagde en ærgerlig Troels Bech, som var overbevist om, at der blev lavet frispark mod en af hans spillere i forbindelse med afgørelsen.
Med sejren er F.C. København nummer to, men guldet tror man ikke på ¿ endnu.
»Vi skal ikke snakke guld lige nu, hvor vi er så langt efter. Men hvis de begynder at tabe kampe i Nordjylland, så skal vi slå til,« konstaterede Jesper Grønkjær efter kampen.