I Danmark er det lovligt. Det samme gælder Tyrkiet og nabolandet Spanien. Og søndag bliver det afgjort, om også portugisiske kvinder skal have lov til at få foretaget en abort før 10. svangerskabsuge, eller om de fortsat må valfarte til netop lande som Spanien eller gå til kvaksalvere for at få foretaget indgrebet.
De seneste meningsmålinger viser, at to tredjedele af portugiserne går ind for fri abort i det katolske land. Men ifølge landets valgregler skal halvdelen af de stemmeberettigede deltage i afstemningen, før resultatet gælder. Derfor kom der ikke noget ud af en folkeafstemning om abort i 1998, fordi færre end halvdelen af de 8,7 millioner stemmeberettigede portugisere valgte at give deres mening til kende, skriver BBC.
Ja-fløjen er ledet af Portugals socialistiske regering, mens den katolske kirke går forrest i nej-kampagnen.
Hvis Portugal vælger at bevare forbuddet mod abort, vil landet tilhøre en lille gruppe ligesindede i Europa som Polen og Irland.