Med sit hattrick i 3-3-kampen mod Spanien og sejrsmålet i 1-0-sejren over Marokko har Cristiano Ronaldo hidtil båret Portugal igennem VM. Men Real Madrid-stjernen kan ikke på egen hånd føre sit land til VM-succes i Rusland.
Det understreger Portugals landstræner, Fernando Santos, forud for lørdagens ottendedelsfinale mod Uruguay.
- Vi må spille som et hold. Hvis Ronaldo spiller alene, taber vi.
- Vi skal som hold være lige så stærk som Uruguay, for det er svært at spille for dig selv. Selv når Ronaldo scorer tre gange, har han et arbejdende hold bag sig, siger Fernando Santos på pressemødet inden kampen.
Santos, der førte Portugal til EM-titlen for to år siden, udtrykker stor respekt for Uruguay, der gik videre fra gruppe A med maksimumpoint.
Han nævner spillere som anfører Diego Godin i forsvaret og angriberne Edinson Cavani og Luis Suarez som modstanderens største profiler.
- Deres centrale forsvarsspillere spiller for Atlético Madrid, der vandt Europa League.
- På midtbanen har de én fra Juventus og én fra Inter. Deres angribere spiller for Barcelona og Paris Saint-Germain. Tre af de klubber vandt det nationale mesterskab.
- Hvis begge hold har succes med at eliminerede modstanderen spil, så vil kampen blive afgjort på individuelle præstationer, så mit håb er, at vi matcher Uruguay som hold, og Cristiano så gør forskellen, siger Santos.
Opgøret i Sotji begynder klokken 20.
/ritzau/