Portugals regering gør gode fremskridt i bestræbelserne på at få styr på den økonomiske krise. Det siger Den Internationale Valutafond (IMF) i forbindelse med frigivelsen af yderligere 1,48 milliarder euro (11 milliarder kroner) til Portugal.
Regeringen i Lissabon indleverede for nylig en ny rapport til IMF om de seneste måneders bestræbelser på at mindske underskuddet på statens budgetter. Og den er godkendt. Ifølge IMF er Portugal på rette vej til at opfylde budgetmålet for 2012.
- Trods de vanskelige forhold i eurozonen skal myndighederne roses for deres stærke gennemførelse af spareprogrammet, siger IMF's vicechef Nemat Shafik.
EU og IMF accepterede i maj 2011 en hjælpepakke til Portugal på 78 milliarder euro. Til gengæld er Portugal forpligtet til at få rettet op på landets finansielle situation og reducere underskuddet på statsbudgettet.
IMF's andel af aftalen er på 29,3 milliarder euro over tre år. Onsdagens udbetaling er den femte fra IMF siden sidste forår.
Ifølge IMF skal regeringen fortsætte med at forbedre inddrivelsen af skatter og gennemføre reformer på arbejdsmarkedet som svar på en skarp brat stigning i antallet af arbejdsløse.
/ritzau/AFP