Lyst strithår, en afslappet facon og et hav af kække såvel som opsigtsvækkende bemærkninger.
Boris Johnson, der tirsdag er valgt som efterfølger for Theresa May, lignede i mange år et kontroversielt bud til posten som Storbritanniens premierminister.
Johnson er født og opvokset som den ældste i en søskendeflok på fire. Tidligt viste han sig som lidt af en rebel, der gav anderledes svar:
- Jeg vil være verdens konge, var ifølge hans søster Rachel Johnson det svar, han gav, når de voksne spurgte, hvad han ville være, når han blev stor.
Johnson læste i perioden 1983-1987 klassiske kulturer på Oxford University. Hurtigt efter at han havde afsluttet sit studie, fik han arbejde som journalist. Først på avisen The Times og siden på The Daily Telegraph.
Fra 1989 til 1994 var han korrespondent i Bruxelles. Her blev han hurtigt berømt og berygtet for at stille kritiske spørgsmål og skrive skæve historier om det europæiske samarbejde.
I 2001 blev han medlem af det britiske parlament for Det Konservative Parti. Inden han i 2008 kunne kalde sig borgmester i London. Her sad han frem til 2016.
Det EU-kritiske blik har Johnson aldrig lagt fra sig. Ved brexitafstemningen i 2016 var han en af de førende fortalere for, at Storbritannien skulle forlade unionen.
Johnson blev udråbt til udenrigsminister, da Theresa May trådte til som premierminister. Han gik af i juli 2018 i protest mod netop Mays brexitkurs.
Trods sit politiske virke har han ikke skruet ned for sine kontroversielle udmeldinger.
Boris Johnson har sammenlignet burkaklædte kvinder med postkasser og beskyldt den snart tidligere premierminister Theresa Mays for at iklæde den britiske forfatning en selvmordsvest.
Den opsigtsvækkende facon forhindrede ikke Johnson i at tage førertrøjen, da han meldte sit kandidatur til posten som premierminister, efter at May offentliggjorde sin afgang i maj.
Med stor vægt på, at han vil trække briterne ud af EU, når forlængelsen udløber den 31. oktober, har han cruiset gennem samtlige afstemninger.
I sikker stil har han friseret håret og kørt direkte mod premierministerens embedsbolig, Downing Street 10, hvor han snart får sin officielle adresse.
/ritzau/