Nu siger han det igen. "Det er forhåbentlig min sidste film". Som om han ikke selv var herre over det. Og det er han måske heller ikke.
For havde Nils Malmros' kone Marianne ikke insisteret på, at han skulle lave filmen om, hvordan hun dræbte deres eneste barn i en psykose, så var den ikke blevet lavet. Han kunne ikke gøre det imod hende.
Nu kan hele landet se dybt ind i parrets livshistorie i "Sorg og Glæde". Og dermed er skuffen tom. Den film, han i 29 år har haft i baghovedet, er realiseret.
Malmros har, hvis det bliver, som han håber, sat punktum for en unik karriere i dansk film.
På 45 år har han blot lavet 11 film. Til gengæld vil han ikke selv undvære en eneste af dem. Takket være den lægeuddannelse, han var 22 år om at gennemføre, har han kunnet tillade sig at være selektiv og kun lave de film, han følte for.
Og det har været historierne fra hans eget liv. For egne penge og med studiekammerater fra medicinuddannelsen på rollelisten debuterede han i 1968 med "En Mærkelig Kærlighed" om paradokset mellem tanke og handling i datidens dyrkelse af den fri kærlighed.
Filmen fik uventet biografpremiere, men blev mødt af sønderlemmende kritik, og røg hurtigt af plakaten.
Lægesønnen, der var vant til ros fra barndomshjemmet, rystede lussingen af sig og gik i gang med "Lars Ole, 5.c" (1974), som startede instruktørens berømte trilogi om barndommen, som også rummer "Drenge" (1977) og "Kundskabens Træ" (1981).
Med nøje instruerede børneskuespillere og klingende aarhusiansk dialog fortalte filmene om instruktørens egne barske erfaringer med kærligheden, seksualiteten, venskaberne og fjendskaberne fra den spæde barndom til de tidlige voksenår.
Siden er der tilføjet kapitaler med instruktørens tanker om faderskab og teenagefrigørelse (Skønheden & Udyret, 1983), den hårde start som autodidakt filmkunstner (Århus by Night, 1989), mødet med den smukke, men maniodepressive kvinde (Kærlighedens Smerte, 1992), forhistorien om faderens liv (At Kende Sandheden, 2002) og den manglende brik fra gymnasietiden (Kærestesorger, 2009).
Eneste sidespring skete i 1997, da Malmros instruerede den storstilede filmatisering af Jørgen-Frantz Jacobsens "Barbara". Filmen blev en biografsucces både i Danmark og i Norge, men den bekræftede også instruktøren i, at han havde det bedst med eget stof.
Derfor virker det logisk, at Malmros vil slutte sit værk af med "Sorg og Glæde". Filmen som rummer hans inderste hemmelighed. Filmen som bygger bro fra ungdoms uforløste forelskelser til voksenlivets kærlighed, der overlevede den ultimative prøvelse.
Selv siger instruktøren, at et liv uden film lyder "helt forfærdeligt", og på et tidspunkt vil udtryksbehovet melde sig. Derfor vil Nils Malmros heller ikke udelukke, at han kunne påtage sig en mere tilbagetrukken rolle i det aarhusianske filmmiljø. For det er nu engang der, han hører hjemme.
/ritzau/