Det er stadigvæk ikke helt til at forstå.
Er de uenige om noget, så siger ungerne: »Åh, hvad. Tror du ikke på mig? Du kan bare selv spørge Flev«.
For så senere at tilføje de svære ord - »Nå, nej. Det kan du ikke«.
Pokerklubben lå stille - hvordan spiller man videre, når man mangler ham for bordenden?
Hvem skal nu invitere på tatarmad på natrestauranten Rio Bravo klokken halv et om natten - bare fordi, der »da altid er tid til at spise lidt godt«?
Og på værtshusene rundt omkring i Husum, Vanløse og Brønshøj kan man stadig se de fire bogstaver FLEV i toppen af highscoren på Trivial Pursuit-spillene i baren, mens hans navn på samme tid får store smil og stor sorg frem blandt gæsterne.
Flev er død, er der nogen, der har sagt. De har alle hørt det. Han er blevet skudt af politiet, fordi han var truende efter en vild biljagt - og måske, måske ikke var ved at køre nogle betjente over.
De ved det. Men hvordan kan man forstå det?
Hvordan kan det give mening? Det er jo bare Flev. Det var bare Flev.
Altid mors dreng
Børgelundsvej 24B i Vanløse. Det var her, han voksede op. Den eneste lejlighed, han nogensinde boede i. Det var her, han fandt sin far død af røg i begyndelsen af 1990 erne.
Flev overtog lejligheden, mens Flevs mor kiggede forbi næsten hver dag med en spand smørrebrød fra hendes arbejde - for lige at sikre sig, at mors store dreng fik noget at spise.
Han var den velopdragne knægt, der altid sagde »kys, kys,« inden han lagde røret på. Og som kunne smile, så hans mor helt umotiveret rejste sig fra lænestolen, kyssede ham på kinden og satte sig ned. Bare fordi.
Mors dreng, der pludselig måtte sidde på en hospitalsstol og høre hans mor sige, at »nu er det snart slut, Flev. Jeg er snart væk«. Kræften åd hende op.
»Det må du ikke tale om, mor. Det skal vi ikke tale om,« sagde han.
Kort efter fik bedemanden rundt om hjørnet igen til opgave at begrave en fra familien Jacobsen.
Ikke Guds bedste knægt
Flev havde en 10. klasse, et godt hoved at arbejde med og en skøn skråskrift - næsten som en flittig ung pige, husker vennerne. Og en klæbehjerne, der sugede alt, hvad han læste til sig. Han var et omvandrende opslagsværk. Arbejdede i en børnehave nede ved Damhus-søen, og væltede rundt med børnene, der uden problemer kunne overtale ham til alt. Han blev elektronikmekaniker og klarede sig godt.
Og var elsket. Nævner man i dag hans navn i Nordvest, kan man bade i historier om Flev, der gav en flybillet til en mor, så hun kunne sige farvel til sin døde søn i Thailand. Om Flev, der stoppede sin bil, stod ud og gav en krammer til folk. Om Flev, der kørte ud om natten for at hjælpe sin kammerat med at skifte en køleslange. Og om den dengang han dansede Uganda-dans med ungerne i skolegården.
Flev var ikke ubetinget Guds bedste knægt. Det ved vennerne godt. Der var noget med en betjent, han slog - eller som slog ham først, detaljerne fortaber sig - til et arrangement ved Charlottenlund Fortet i Nordsjælland.
Det er 15 år siden, og Flev var normalt ikke sådan én, der fór op. Tværtimod talte han altid folk ned, når der var optræk til knytnæver.
Men han var kendt i det, politiet ville kalde »det kriminelle miljø«. Selvom han aldrig selv havde været i fængsel, så kendte han en hel del, der havde.
»Det var din egen hovedpine, hvad du gik og lavede. For Flev var det vigtigere, om man var til at stole på. Om man var sjov at tale med. Han talte sgu med alle. Høj som lav,« som en nær ven husker det.
Ville flyve
Med sine 120 kg var Flev en bamse. Man kunne putte sig ind til ham og hyle af grin hele natten. Og smilet blev større, da han fik en søn, som han gjorde til stjernen på himlen.
»Han elskede ham overalt. Selvom han kun skulle se ham hver anden weekend, så hentede han ham tit på hverdage og tog ham med ud til udstillinger eller på en hurtig kanotur. Der skulle altid ske noget,« siger Flevs daværende kæreste.
Som sin egen far var Flev facineret af biler, store motorer, et hurtigt liv. Faderen kørte stockcar. Flev kørte roadracing - motorcykel - på en bane i Sverige.
Flev ville flyve. Det var hans store drøm. Når han var i et fly, var han pilot, selvom han bare sad på turistsæderne. Et kald til kontroltårnet om lov til at lande, tjek landingshjulene, opbremsningen - han havde gennemlevet landingen på sin computer så tit, at han vidste præcist, hvad der skete.
Sidste forår tog han til Jylland og vendte tilbage med et mindre letvægtsfly, købt for arven efter sin mor. Og så gik han i gang med at terpe, så han kunne få sit flycertifikat.
De 20 skud
Men Flev kom aldrig til at flyve.
Det er 18. august sidste år. Flev er 40 år og har mindre end et døgn tilbage at leve i. Ingen kan forudse begivenhederne, sådan som de kommer til at udspille sig i de næste timer.
Han er til fest med gode kammerater i de gule etagebyggerier i Kantorparken i Københavns Nordvestkvarter. Der er høj musik, stoffer og alkohol.
Til stede er også den 21-årig drabsmand Danni Meisler, der på femte måned er på flugt fra politiet. Flev kendte Dannis offer gennem noget familie, og han bryder sig egentlig ikke om Danni.
Politiet overvåger lejligheden. De ved, at Danni er derinde. De er overbeviste om, at han har våben og vil skyde sig fri, hvis de prøver at storme festen. Et sted i lejligheden ringer en mobiltelefon, klokken er omkring 5.30 om natten.
»Der er meget politi i området,« advarer telefonen.
Flev siger ja til at smugle Danni ud i sin røde Ford. Kender han risikoen? Måske. Med i bilen er også en af Flevs bedste kammerater. Det lykkes dem at slippe væk, men en hundepatrulje fra Københavns Politi følger efter.
En biljagt gennem den tidlige morgen begynder. Politibilen kører ind i Flevs bil, betjentene truer ham med pistoler, bilen drøner gennem smalle porte, farten er høj - måske 100 kilometer i timen. Det hele går så stærkt.
Flev gasser op og kører væk, men hvorfor gør han det? Hvorfor overgiver han sig ikke bare? Tror han virkelig, at han kan slippe væk? Det er bare nogle af de spørgsmål, som Flevs søn og steddatter stadig stiller sig selv i deres aftenbønner. Hvad tænker han i de øjeblikke?
På Rådvadsvej mister han kontrollen over bilen. Den brager ind i nogle parkerede biler. Naboer vågner. Hundepatruljen med to betjente ankommer bagfra.
De næste 20-30 sekunder er de afgørende. Spørger man de to drabstiltalte betjente, så truer Flevs dem på livet, da hans bil igen gasser op. De er nødt til at skyde for at redde deres eget liv, har de forklaret. De er nødt til at skyde henholdsvis 13 og 7 skud direkte mod Flev, til han til sidst ligger død i førersædet. Ramt i det meste af kroppen.
Samme type kiste
De ser ham første gang, da retsmedicinerne undersøger ham. Lægerne siger, at han ikke har mærket noget - at det har været som at blive slået med et bælte.
Efter tre uger bliver Flev begravet i samme type kiste og med samme type blomster, som han også selv valgte, da han skulle begrave sin mor.
Familien og vennerne ved det. De var der. De stod selv for det. Men de kan stadig ikke forstå det.
Uge efter uge sidder de på den lokale bodega og ryster på hovedet. Det hele er så uvirkeligt.
»Han ville formentlig bare hjælpe. Det ville han altid. Og det endte med at koste ham livet,« siger Flevs daværende kæreste.
Ingen af dem tror på politiet. Selvfølgelig skulle Flev have overgivet sig. Selvfølgelig var det dumt. Men beviserne taler imod betjentenes forklaring, mener de. Flev var ikke truende. Ikke den Flev, de kendte. Betjentene gik amok og dækker sig bare ind.
På Husum Bodega på Husumvej i Brønshøj nikker de til et billede af Flev, der er hængt op, så alle kan se det. De ryster lidt på hovedet af det hele.
»Han er sgu savnet. Det er han,« siger de.
Senere i dag vil de nærmeste venner samle sig igen. I samlet flok vil de gå til retten på Frederiksberg, hvor de klokken 13 kan få et stykke papir med dommen over de to betjente.
Måske vil det hjælpe. Og måske en dag vil de forstå.
At Flev er død.
Artiklen bygger på interview med flere af Flemming Kofoed Jacobsens nærmeste venner, hans daværende kæreste, en af passagerne i bilen dén morgen, folk på værtshusene i området og informationer fra retsmøderne i Frederiksberg Ret i drabssagen.