Han udstiller gerne vores allersvageste sider, men nægter at oplyse så lidt som sin egen fødselsdato.

Ikke, at man er forpligtiget til at udstille sit privatliv offentligt bare fordi, man er filminstruktør.

Men når man laver så følelsesmæssigt brutale film som Simon Staho, bliver man alligevel lidt nysgerrig på, hvad han mon er for en type – ham vor p.t. mest roste filmmager, hvis små, rå, kompromisløse værker konsekvent får én til at græde og grine. Mest græde.

Det rager ham i øvrigt en slidt ruskindjakke, at titler som Daisy Diamond , Dag og nat og Bang Bang Orangutang ikke ligefrem har sat publikumsrekorder herhjemme. Ligeså vel som den premiereaktuelle Himlens Hjerte sikkert heller ikke bliver nogen blockbuster med sin sparsomme ind til benet-iscenesættelse, teatralske tone og dystre tematik om, hvorlet solid kærlighed pludselig kan knuses af utroskab.

Staho er også i fuld færd med en slags utroskab, da vi møder ham til festival i Berlin, hvor det intense kammerspil er udvalgt til visning. For faktisk anser han filmfestivaler som lidt af et komplot – modsat alle de instruktører, som gerne stræber efter at sole sig på den røde løber.

- Hvis jeg virkelig havde balls, så ville jeg søge at befri mig selv for at tage på festival. Den slags er vulgært og ydmygende, og man er fantastisk naiv, hvis man tror, alt det her handler om noget essentielt. Det handler kun om penge, siger instruktøren med et nærmest overbærende smil.

For han er jo, i baren på et fancy Berliner-hotel, i færd med at lade sig vurdere af pressen, mens filmselskabet står på den nærliggende markedsplads og sælger hans film i en pakkeløsning, som han ikke aner om indeholder andres porno og krimier, som han selv formulerer det.

Simon Staho vil faktisk helst ikke vide, hvad der foregår derude. Han vil bare lave film(kunst), og så ellers passe sig selv.

Striptease for åben skærm

I sin seneste film, den Robert-vindende Daisy Diamond , drukner en mor sin baby i et badekar, fordi barnets skrig konstant står i vejen for hendes drøm om at blive skuespillerinde. Som altid er det umuligt, at gå upåvirket ud af biografen, når Simon Staho er på plakaten. Jeg vil gerne vide hvorfor, det skal gøre så ondt at se hans film. Hvilke personlige erfaringer ligger bag hans valg?

- I en film som Himlens Hjerte , handler om det om at tage den krigszone som ægteskabet er, alvorligt. At forholde sig til, at det faktisk sårer mennesker mere at være i et ægteskab, end det gør at se billeder af lemlæstede børn i Irak. Ved at bruge en enkelt, visuel stil, vil jeg tvinge den tilskuer, der selv har været sin kæreste utro til at se på den forladte partners ansigt og forstå hvad det er for en maskingeværsalve, vedkommende har fået.

Det er det, filmkritikere kalder kompromisløst. Den ros får du tit. Læser du anmeldelser?

- Nej. Jeg nægter at blive befængt af den forfængelighedsygdom, som gerne rammer folk, der laver det, jeg laver. Eller det, du laver. Vi er jo alle forfængelige, smålige og optagede af vores eget ego, men jeg vil ikke overlade til andre at fortælle mig om jeg er god eller dårlig.

Det lyder som om du lever dit liv, ligesom du laver film. Handler dine film om dit eget liv?

- To svar: Alt, hvad der er i mine film handler om mit liv eller er en afspejling af mig. Det er striptease for åben skærm, total selvudlevering. Og sådan skal det være. På den anden side, så har mine film intet at gøre med mig. Det er ikke en navlepillende dagbog i en eller anden skjult form. Det er ikke biografisk materiale.

Private samtaler – nej tak

Det er her, jeg spørger, hvornår Simon Staho er født. Det nægter han at svare på.

- Det er altså ikke for at være krukket. Eller iscenesættende. For mig virker det bare pornografisk og vulgært at give noget af sig selv på den måde. At lade som om, at hvis jeg giver den her tilfældigt udvalgte oplysning, så tror folk, de ved noget om mig, og dermed kan de farve deres fordomme om mig. Hvis jeg nu for eksempel var født i Hjørring, så ville folk tænke: Aha, han er fra Hjørring, så er det nok derfor, han laver den slags film . Jeg vil ikke bidrage til den leg, der hedder, at andre folk skal sætte mig i kasser og dømme mig på et grundlag, som aldrig ville holde i retten.

Har du så ikke brug for at vide noget om din mest brugte skuespiller, Michael Persbrandt, for eksempel?

Nej, jeg er helt uinteresseret i skuespillernes privatliv, fordi dét at kende dem, vil banalisere deres skuespil. Og give mig en form for foragt. Så daler respekten jo fra første til sidste optagelse. Ligesom i et ægteskab, griner han.

Vil det sige, at Michael Persbrandt heller ikke ved noget om dig?

- Ja, der er der ingen, der gør.

Så du snakker aldrig privat med din mest brugte skuespiller?

- Nej, jeg er ikke interesseret i at snakke med andre mennesker om noget privat. Af samme grund er jeg også meget stærk modstander af den tilsyneladende forpligtigelse, man har til at svare på det, man bliver spurgt om. For uanset hvad du skriver, så vil dit portræt handle meget mere om dig end om mig.