Ritzau
Opdateret kl. 10:42
Godt 200 portører på Region Sjællands sygehuse har nedlagt arbejdet torsdag. Det oplyser DR P4 Sjælland. TV2 Øst oplyser, at der er tale om portørerne på Roskilde og Slagelse Sygehus.
Arbejdsnedlæggelsen kommer efter lang tids uro om en ny serviceassistentuddannelse. Den betyder, at portørerne skal løse flere opgaver, blandt andet rengøring.
Samtidig mister de en del af de tillæg, de har til daglig, mens de gennemgår uddannelsen.
Senest gav Koncernservice portørerne til 11. maj til at søge om optagelse på den nye serviceassistentuddannelse.
Hvis ikke det skete, kunne ledelsen ikke garantere for deres fremtidige beskæftigelse.
Ifølge TV Øst har 22 portører fået at vide, at de står til at miste jobbet, fordi de ikke har villet tage den nye uddannelse.
- Vi er overraskede over, at portørerne tager et så drastisk skridt som en ulovlig og overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.
- Vi har haft mange forhandlinger og drøftelser med de faglige organisationer gennem mere end tre år, og vi har imødekommet mange af portørernes ønsker.
- Forhandlingerne er afsluttet, og vi forventer, at portørerne stopper den ulovlige arbejdsnedlæggelse, skriver administrerende direktør i Region Sjælland, Per Bennedsen, i en skriftlig kommentar.
Han skriver yderligere, at der bliver oprettet nødberedskaber på sygehusene, så livsvigtige opgaver stadig bliver udført.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra portørerne.
/ritzau/