Portørerne nægter fortsat at skubbe rundt med sengene på Rigshospitalets gange. Men strejken slutter fredag klokken 15. Herefter vil de genoptage arbejdet hen over weekenden indtil mandag morgen, hvor strejken måske bliver genoptaget.
Det oplyser portørernes fællestillidsmand Claus Poulsen.
»Vi håber at komme i gang med nye forhandlinger med Danske Regioner i løbet af weekenden,« siger han og forklarer, at portørerne har valgt at genoptage arbejdet, fordi de ikke ønsker at tage patienterne som gidsler.
Portørerne er utilfredse med, at Danske Regioner vil tvinge dem over på en ny overenskomst med fagforbundet FOA, og at de dermed mister retten til selv at forhandle løn.
Ifølge Claus Poulsen er der stadig risiko for, at portørerne vil nedlægge arbejdet efter weekenden:
»Jeg håber og tror, at vi kan finde en løsning. Men ellers risikerer strejken at bryde ud igen mandag,« siger han.
Så længe strejken fortsætter, vil portørernes opgaver blive varetaget af et særligt nødberedskab. Det betyder blandt andet, at medarbejdere fra administrative stillinger midlertidigt hopper i portørernes træsko.
Portørerne har strejket siden torsdag morgen klokken ti.