Den øverste chef hos Porsche, Matthias Müller, er favorit til at overtage den tomme plads for enden af bordet hos skandaleramte Volkswagen.
Det fortæller kilder i selskabet til flere medier, herunder det tyske nyhedsbureau dpa og Bloomberg News.
Det bliver formentlig fredag, at bestyrelsen i det tyske bilselskab sætter sig sammen og udpeger den nye administrerende direktør, der skal tage over efter Martin Winterkorn, som onsdag forlod Volkswagen.
Derudover ventes flere topfolk i folkevognsselskabet også at forlade deres stillinger i kølvandet af skandalen, hvor Volkswagen har snydt med, hvor meget selskabets dieselbiler forurener.
Blandt andet ventes Audis udviklingschef, Ulrich Hackenberg, og Porsches forsknings- og udviklingschef, Wolfgang Hatz, at træde ud af ledelsen.
Porsche og Audi er to af Volkswagen-gruppens i alt 12 brands.
62-årige Matthias Müller har været topchef hos Porsche siden 2010 og har stået bag luksusbilproducentens salgsekspansion og lancering af nye modeller.
Hvis han bliver sat i spidsen for moderselskabet, venter der ham en stor opgave med at navigere selskabet sikkert igennem en enorm krise.
Torsdag opfordrede EU-Kommissionen alle 28 medlemslande til at undersøge, om der bliver solgt biler, der forurener mere, end de giver sig ud for i de officielle test.
Volkswagen har indrømmet, at skandalen, der begyndte i USA, også berører 11 millioner køretøjer på det europæiske marked.
Hvis krisen hos Volkswagen breder sig til andre bilfirmaer, kan det gå hen at blive den dyreste skandale i bilindustrien nogensinde.
/ritzau/dpa