Ritzau
Opdateret kl. 06:32
Pornostjernen Stormy Daniels hævder, at hun blev truet til holde sig tavs om et tidligere seksuelt forhold til Donald Trump, der i dag er USA's præsident.
Meldingen kom under et interview i CBS-programmet "60 Minutes", der blev sendt natten til mandag dansk tid.
I interviewet hævder Stormy Daniels, hvis rigtige navn er Stephanie Clifford, at hun havde ubeskyttet sex med Donald Trump en enkelt gang i 2006.
På det tidspunkt var Trump gift med USA's nuværende førstedame, Melania Trump.
I interviewet fortæller Stormy Daniels, hvordan hun angiveligt blev truet af en mand på en parkeringsplads i Las Vegas i 2011, hvor hun forsøgte at sælge sin historie om forholdet til Donald Trump.
- Jeg var på en parkeringsplads på vej til fitnesstræning med min lille datter, fortæller Stormy Daniels om mødet med en mand, hun aldrig tidligere havde set.
- En mand kom hen til mig og sagde "lad Trump være i fred. Glem historien", siger hun i interviewet.
- Derefter lænede han sig frem og kiggede på min datter og sagde "det er en smuk lille pige. Det ville være en skam, hvis der skete noget med hendes mor". Derefter forsvandt han, siger Stormy Daniels.
Ifølge Stormy Daniels indgik hun i 2016 en fortrolighedsaftale med præsidenten. Aftalen skulle forhindre hende i at fortælle om affæren.
6. marts i år sagsøgte hun dog præsidenten for ikke at have underskrevet aftalen og tilbød at tilbagebetale de 130.000 dollar, hun modtog i forbindelse med aftalen.
Selv om Stormy Daniels og Donald Trump kun havde sex en enkelt gang, holdt de to dog ifølge pornostjernen kontakten og sås flere gange efterfølgende.
Det Hvide Hus har benægtet Trumps sidespring med Stormy Daniels, selv om præsidentens advokat Michael Cohen har indrømmet, at han betalte 130.000 dollar til hende før præsidentvalget i 2016.
/ritzau/Reuters