I over fire år har radioværterne Tue Blædel og Tony Scott været fast inventar på eftermiddags-fladen på DR P3 med radioprogrammet'Tue og Tony'.
Men snart er det slut. Fredag eftermiddag er sidste gang, at makkerparret står i spidsen for det populære radioprogram.
- Det føles ret surrealistisk. Vi har sendt sammen i over fire år, og tilbragt flere vågne timer sammen, end med vores familier. Derudover så har vi sammen med vores elskede producer Tine sendt radio fra det meste af verden, siger Tue Blædel til BT.
Det er dog ikke slut med hverken samarbejdet eller P3-tjansen for de to radioværter. Fremover skal de sammen med Sara Bro udgøre en ny værts-trio på Go Morgen P3, som hjælper danskerne i gang med dagen.
Selvom det betyder, at man skal tidligt op om morgenen for at sende radio fra klokken 6, så glæder Tony Scott sig til den nye opgave.
- Det er jo traditionelt det største program og derfor også et skønt ansvar. Og så bliver det sjovt også at sende med Sara. Tue og jeg kender jo hinanden særdeles godt efterhånden, og er typerne, der fuldfører hinandens sætninger, så vi har sikkert godt af lidt nyt i det mix, siger Tony Scott til BT.
DR P3 har endnu ikke oplyst, hvad der skal erstatte programmet 'Tue og Tony', som har sendt alle hverdage fra klokken 14-16.