Er du en af dem, der savner lyden af de tre sangsild fra 90'ernes succestrio Destiny's Child, kan du godt begynde at glæde dig.
R&B-stjernen og tidligere Destiny's Child-medlem Kelly Rowland har nemlig inviteret sine to forhenværende band-kolleger Beyoncé og Michelle Williams til at gøre hende selskab på et nummer på Rowlands kommende soloalbum.
Det er ikke første gang, at Destiny's Child fletter stemmebånd efter deres brud i sin tid. Beyoncé stod blandt andet for at samle damerne i februar til det amerikanske Super Bowl halvlegsshow.
Her sang "skæbnebørnene" et medley af hittene "Bills, Bills, Bills", "Survivor" og deres nye single "Nuclear".
Og nu har Kelly Rowland altså indspillet en sjælfuld melodi med sine gamle bedsteveninder på sit nye album, der har fået titlen "Talk A Good Game". Rowland understreger dog, at der ikke er tale om en ny Destiny's Child-sang.
- Det er ikke et Destiny's Child-nummer. Det er mig feat. Beyoncé og Michelle, fortæller hun Billboard.com.
Kelly Rowland løfter også sløret for, at andre gæstesangere vil kunne høres på pladen - blandt andet vil Pharrell Williams og Wiz Khalifa levere guf til folks øregange.
"Talk A Good Game" kommer til at indeholde 12 numre, og det har været en hård opgave at udvælge dem, fortæller sangerinden.
- Jeg tror, at jeg indspillede omkring 70 sange til det her album. Jeg har indsnævret det til 12. Er du klar over, hvor hårdt det er? Specielt når du er forelsket og dit hjerte banker for 35 af dem.
- Du bliver så passioneret og begejstret over sangene. Du boede sammen med dem. Du fødte dem sammen med producerne. Du bliver så knyttet til dem, siger Kelly Rowland.
Efter planen kommer "Take A Good Game" på gaden i juni.
/ritzau/