Gå selv eller bliv smidt ud.
Sådan lød de to valgmuligheder fra Socialdemokratiet til Thomas Hav, der nu er løsgænger i regionsrådet i Nordjylland, efter en sag om grænseoverskridende opførsel på nettet.
Socialdemokratiets gruppe i regionsrådet valgte i weekenden at give den 36-årige politiker valget mellem at trække sig eller blive udelukket.
Sagen drejer sig om chat på Facebook, hvor regionsrådspolitikeren over flere dage skrev sammen med et kvindeligt partimedlem.
Mogens Nørgaard er gruppeformand for Socialdemokratiets gruppe i Regionsrådet. Han har gennemlæst rækken af beskeder, der fik kvinden til at føle, at hendes grænser var blevet overskredet.
- Thomas' kommentarer i chatten har gentaget sig over flere dage, og når vi lægger det sammen med karakteren af dem, har det betydet, at sagen er kommet helt op et niveau, hvor vi har krævet, at han skulle trække sig fra Regionsrådet, siger Mogens Nørgaard til TV2 Nord.
Thomas Hav fik 3.887 personlige stemmer ved regionsrådsvalget tilbage i november 2017.
Sagen her tog sin begyndelse i december, og siden da har Socialdemokratiet holdt flere møder med Thomas Hav. Han har forklaret til sine partifæller, at han ikke er enig i deres kritik, mens både tidligere og nuværende medlemmer af regionsrådsgruppen ikke var i tvivl om, at der blev sendt krænkende beskeder af seksuel karakter.
- Alle har vidst, at der var noget galt her, og der er rigtigt mange i partiet, der har opfordret Thomas til at trække sig, siger Mogens Nørgaard til TV2 Nord.
Thomas Hav ønsker ikke at svare på en række spørgsmål fra TV2 Nord, men forklarer, at han som uddannet håndværker er vant til en tone, der nogle gange ’er knap så bonet’.
Han siger til den regionale tv-kanal, at han har sagt farvel til Socialdemokratiet for at søge maksimal indflydelse som løsgænger.