Sangeren har før sagt, at verden ville være lettere at leve med, hvis cannabis var lovligt.
I et interview på BBC Radio indrømmede han dog, at han nok burde skære ned på sit marijuana-forbrug.
- Men jeg er en glad mand, og jeg har råd til min marijuana, så det er ikke et problem, tilføjede popidolet og påpegede, at forbruget aldrig har stået i vejen for hans liv.
George Michael kom vidt omkring i løbet af interviewet. Han nåede at udtrykke støtte til Amy Winehouse, fortælle om sine problemer med at springe ud som homoseksuel og udlevere sine egne selvdestruktive sider.
- Mærkværdigvis har jeg brugt de sidste 15-20 år på at afspore min egen karriere. Men den lider aldrig skade. Jeg lider tilgengæld helt sindsygt, sagde stjernen og henviste blandt andet til sorgen ved at miste sin mor og sin elsker inden for få år og den offentlige ydmygelse, da han blev grebet i at blotte sig for en betjent i Beverly Hills i 1998.
Popstjernen afslørede også, at han er overbevist om, at hans karriere skyldes et alvorligt slag i hovedet i otteårsalderen.
- Før det var jeg besat af insekter og klamme kryb. Men pludselig blev musik min eneste interesse. Det virkede meget, meget mærkeligt.