Det var ikke mord på dansegulvet, men styrt ved Themsen for Sophie Ellis-Bextor onsdag aften.
Sammen med sin mand, Richard Jones, var den 41-årige hit-sangerinde på en rolig cykeltur langs Themsen, da hun pludselig mistede herredømmet over sit tohjulede transportmiddel.
– Jeg endte på hospitalet, efter jeg faldt fra cykelstien ned på Themsens bred, skriver Sophie Ellis-Bextor selv på Instagram, hvor hun ledsager teksten af et foto fra hospitalssengen, der viser masser af skrammer og blå mærker. Faktisk mener sangerinden selv, at billedet er for uhyggeligt at vise i farver, hvorfor hun kun har delt en sort/hvid version.
– Jeg vil gerne takke ambulancefolkene og personalet på hospitalet for at lime mig sammen, skriver hun videre i opslaget, hvor hun også takker fire løbere, der hjalp hende efter ulykken.
Sophie Ellis-Bextor skabte sig et navne sammen med gruppen Theaudience sidst i 1990’erne. Men hendes karriere tog først for alvor fart, da hun gik solo og i 2001 udsendte debutalbummet ”Read my lips”, der indeholdt ikke færre end fire hitsingler – det allerstørste selvfølgelig ”Murder on the dancefloor”, der blev den mest spillede sang i Europa i 2002.
Siden har hun blandt andet medvirket i den engelske udgave af ”Vild med dans” – og såmænd også haft en lille rolle i TV-serien ”Game of Thrones”.
Privat bor hun i London med sin mand og deres fem børn.
Se Sophie Ellis-Bextors Instagram-opslag nedenfor:
[embed="ellis-bextor"]