Han har prøvet det før, og nu må Jon Nørgaard endnu engang stille op i byretten. Denne gang sigtet for vold efter en episode i Viborg sidste år.
Her var den nu 38-årige Jon Nørgaard i byen, og han endte i klammeri med en anden mand. Resultatet er, at de nu begge er sigtet for vold efter straffelovens paragraf 244, stk 1. Det skriver Ekstra Bladet.
Straframmen er bøde eller fængsel op til tre år, og retten er sat til den 7. juni.
Overfor avisen erkender Jon Nørgaard episoden, men hævder, han handlede i nødværge og nægter sig derfor skyldig.
Jon Nørgaard vandt i 2002 talentkonkurrencen ”Popstars”, men stjal mindst lige så mange overskrifter for sit privatliv, der flere gange har kostet ham en tur gennem retssystemet.
I 2003 blev han således idømt 60 dages betinget fængsel for vold samt 60 dages samfundstjeneste. Sidste år tilstod han at have begået et indbrud, og det gav ham 30 dages betinget fængsel.