Det er fem år siden, at Popstars-Jon gik amok og overfaldt Kenneth Klitgaard. Jon blev idømt 60 timers samfundstjeneste, men Kenneth Klitgaard døjer stadig med konsekvenserne.
- Jeg kan slet ikke se noget på mit højre øje. Det bliver grimmere og grimmere med tiden, og når jeg ikke kan holde ud at se mig selv i spejlet mere, så skal det opereres ud, og jeg får et glasøje, fortæller han til Se & Hør.
Kenneth Klitgaard arbejder som brolægger og har meget svært ved at passe sit arbejde med det dårlige øje.
- Det, der skete dengang, er forfærdeligt, og selvfølgelig er jeg ikke stolt af det. Jeg tænker tit på Kenneth, og hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, gjorde jeg det godt igen, undskylder Jon overfor ugebladet.
Men undskyldninger kan desværre ikke redde Kenneths øje, som lægerne efter seks operationer har opgivet at redde. Og nu er han fuldstændig blind på det højre øje.
Han har ikke talt med Jon siden det voldelige overfald.