Lørdag fejrede Stine Bramsen sin fødselsdag ved at gøre det, hun elsker allermest. At synge.
Her optrådte hun nemlig til DR's Store Juleshow, og ifølge den populære sangerinde selv var det en god måde at bruge sin 28 års fødselsdag.
- Tak for alle de dejlige fødselsdagshilsner! Jeg havde en fantastisk weekend, hvor jeg gjorde, hvad jeg elsker, sammen med de personer, jeg holder allermest af, skriver Alphabeat-forsangeren om et billede på sin Instagram-profil, hvor hun smilende holder sin søn, som hun fødte i september.
Bramsen var langt fra den eneste musiker, der lagde vejen forbi Koncerthuset for at optræde til DR's Store Juleshow. Superstjerner som Nik og Jay, Christopher og Burhan G spredte nemlig også julestemning ved showet, hvor Lise Rønne og Jakob Riising var værter.
Og måske er det sidste gang, at danskerne får lov at se Stine Bramsen og de andre stjerner fyre den af til den traditionelle julekoncert. Musikken bliver nemlig spillet af DR's Underholdningsorkester, som efter meget politisk debat bliver nedlagt efter nytår.
Newspaq