Ruslands landshold var i høj grad til at tale med, da de tirsdag tørnede sammen med Frankrig ved EM i Sverige. Det russiske mandskab faldt i perioder af kampen helt sammen og leverede ikke blot uinspireret angrebsspil, men også et utal af tekniske fejl. Alligevel hev verdensmestrene til sidst en smal sejr på 25-24 hjem.
Efter en målfattig start på kampen, hvor der faktisk slet ikke blev scoret de første seks minutter, kom Rusland ellers som forventet foran 7-2. Men derfra begyndte verdensmestrenes spil at falde fra hinanden, og pludselig efter 20 minutters spil havde Frankrig kontakt igen ved 8-8. Det behagede ikke Ruslands hidsige træner, Evgeny Trefilov, der om muligt så endnu mere rød ud i hovedet end vanligt. Hans skrigeri hjalp dog ikke det helt store i første omgang. Ved pausen var Rusland således overraskende bagud med et enkelt mål 10-11.
I anden halvleg fik Rusland dog mere styr på spillet, mens Frankrigs angrebsspil faldt betydeligt i niveau, og 10 minutter inde i anden halvleg lykkedes det igen verdensmestrene at tage føringen. I anden halvleg gentog mønstret sig. Rusland lukkede endnu engang franskmændene ind i kampen mod slutningen af anden halvleg, så der blev spænding om resultatet til det sidste. Det var den tidligere Slagelse-spiller Irina Poltoratskaya, der lidt heldigt kunne afgøre kampen til russernes fordel med en scoring i de sidste minutter.
I de øvrige kampe vandt Tyskland overraskende over de suveræne vindere af gruppe A, Ungarn, med hele syv mål: 34-27, mens Polen fik en planmæssig sejr over Makedonien, der således stadig er uden point i mellemrunden.