Warsawa ærkebiskop, Stanislaw Wielgus, er under pres for at sige sin stilling op. Under Den Kolde Krig blev den katolske kirke i Polen set som en af de største fjender af de kommunistiske magthavere, men nu viser det sig, at ikke alle i kirken var imod regimet. Ifølge polske efterforskere sladrede Stanislaw Wielgus i årevis om sine præstekolleger.
Den polske ombudsmand Janusz Kochanowski har fortalt britiske BBC, at det drejer sig om spionage i 1970’erne.
Wielgus har erkendt at have haft kontakt med det hemmelige politi, men nægter dog at skulle have videregivet informationer om andre præster.
Polske historikere anslår, at omkring 15 procent af alle polske præster samarbejdede hemmeligt med kommunisterne under Den Kolde Krig. Enten af egen fri vilje, eller fordi de blev presset til det.