"Som udgangspunkt kører politiet godt nok," siger Martin Pedersen, der er afsnitsleder ved Politiskolens grunduddannelse til Nyhedsbureauet Newspaq.
Alligevel er der plads til forbedringer. Martin Pedersen mener nemlig, at vejen til mere sikker politikørsel findes på Politiskolen.
"Man kan forbedre sikkerheden gennem den uddannelse, som politiet får for at blive godkendt til at køre udrykningskørsel," siger han, men tilføjer, at uddannelsen er god nok, som den er.
"Køreuddannelsen giver et godt fundament for den daglige patruljekørsel, herunder udrykningskørsel," fortsætter han.
Den køretekniske del af grunduddannelsen består af en teoretisk og en praktisk del. Den praktiske del er et to ugers forløb, hvor politieleven skal gennem forskellige discipliner.
"Man kører blandt andet på bane, man kører mørkekørsel og landevejskørsel, og derigennem får man kendskab til kørsel. Hvis man består kurset, bliver man godkendt til at køre udrykningskørsel," forklarer Martin Pedersen.
Den teoretiske del består af en mundtlig eksamen i generelle færdselslovsmæssige regler.
Martin Pedersen oplyser, at Politiskolen i samarbejde med Nationalt Færdselscenter til stadighed har fokus på køreuddannelsen, så den er så optimal som mulig.
Nyhedsbureauet Newspaq kunne i fredags fortælle, at politiet i 2007 var involveret i 643 færdselsuheld.
Rigspolitiet ønsker ikke at oplyse, hvor ofte politiet selv er skyld i færdselsuheldene og hvor ofte, en modpart har skylden.
Det har heller ikke været muligt at få at vide, hvor ofte personer kommer til skade i forbindelse med uheldene. Derfor har Rådet for større færdselssikkerhed ikke ønsket at kommentere sagen.
/Newspaq/