Politiske børnesoldater
K og DF har – for en stund – overladt kamppladsen til deres »forvorpne« unger.
Det kan være svært at lade være, men det ser ikke pænt ud at svine politiske samarbejdspartnere til i medierne. Så mens christiansborgpolitikerne fra De Konservative og Dansk Folkeparti i disse dage forsøger at dæmpe retorikken, har de for en stund overladt den politiske krigsplads til noget, der vækker mindelser om børnesoldater i fjerne egne.
Ungdomspolitikere har altid været lidt skarpere i retorikken end de voksne fra moderpartierne, og således har Dansk Folkepartis Ungdom og Konservativ Ungdom da også altid hadet hinanden lidt mere end Dansk Folkeparti og De Konservative. Onsdag forsøgte formanden for DFU, Kenneth Kristensen, så at puste til ilden, inden dønningerne efter Lars Barfoed-fyringen helt lægger sig. Han opfordrede som bekendt Fogh til at fyre de – med vanlig sans for gammeldanske ord – »forvorpne« konservative ministre og i stedet erstatte dem med brave folk fra DF.
KU-formand Kasper Hülsen slog til gengæld fast, at der da måske nok var et par kompetente politikere i DF’s folketingsgruppe, men at resten er »vildledte præster og landsbytosser«.
Det virkeligt interessante var imidlertid at følge de voksne politikeres reaktioner.
Pia Kjærsgaard (DF) lod gennem sin pressechef forstå, at hun havde forståelse for Kenneth Kristensens udfald mod de Konservative. Det lykkedes næsten at få det til at fremstå, som om ledelsen ikke på forhånd var ganske bekendt med ugebrevet fra DFU.
Den konservative politiske ordfører, Pia Christmas-Møller (K), havde kun hovedrysten tilovers for DFU-formanden. Den rørte hende altså overhovedet ikke, forklarede hun og fik det næsten til at fremstå, som om det passede.
Vi venter spændt på næste slag.