I nær fremtid vil borgmester Jan Boye (K) mødes med Fyns Politi i Odense for at drøfte, om Odenses gader skal videoovervåges.
Kommunen har i dag ikke tilladelse til at overvåge offentlige gader, men ved at indgå en aftale med politiet kan kommunen i fremtiden få lov til at overvåge særligt udsatte steder i byen.
Anledningen til mødet er sidste weekends knivdrab i København, hvor en 19-årig mand mistede livet.
Mai Henriksen, der er politisk ordfører for De Konservative i Odense, går ind for, at Odenses farligste gader og stræder skal overvåges.
»Vi ønsker ikke at overvåge hele byen. Men det ville være klogt at overvåge de steder i byen, hvor volden er værst. Politiet må afgøre, hvor de steder er,« siger Mai Henriksen.
Odenses viceborgmester Alex Ahrendtsen (DF) er enig.
»Videoovervågning hjælper. Vi har set eksempler fra England, hvor terrorceller er blevet afsløret via video-overvågning. Jeg går ind for videoovervågning, fordi jeg ikke kan se noget alternativ. Folk er bange for at blande sig i slagsmål i dag. Derfor er det nødvendig med videoovervågning, så eventuelle voldssager kan blive opklaret,« siger Alex Ahrendtsen.
Peter Rahbæk Juel, politisk ordfører for Socialdemokraterne i Odense, mener derimod, at videoovervågning krænker den personlige frihed.
Skal bevæge os frit
»Det virker krænkende at skulle overvåge uskyldige mennesker på gaden. Vi lever i et frit og demokratisk samfund, og derfor skal vi også kunne bevæge os frit. Omvendt er jeg ikke overvågningsforskrækket, og hvis politiet vurderer, at der er behov for videoovervågning, så kan det godt være, at vi i den socialdemokratiske gruppe vil bifalde det,« siger Peter Rahbæk Juel (S).
Hos Enhedslisten er man derimod helt imod video-overvågning på offentlige gader.
»Det gavner ingen. Personligt synes jeg, at hele denne debat er ved at gå over gevind. Hvis der kommer videoovervågning, vil volden bare flytte andre steder hen i byen. Det bedste værn mod vold er et fælles ansvar - ikke videoovervågning,« siger Per Berga (EL).
Det vides ikke, hvornår borgmester Jan Boye (K) og Fyns Politi mødes til en drøftelse om videoovervågning i Odense. Borgmesteren har ikke reageret på Nyhedsavisens henvendelse.
Ifølge politivedtægten er det politiet - og kun politiet - der kan beslutte, om et offentligt sted skal videoovervåges.
Kommuner må kun video-overvåge deres egne bygninger og instiutioner.
Kommunerne kan imidlertid gå i dialog med politiet og på den måde ønske, at et offentligt sted bliver videoovervåget.
Kilde: Justitsministeriet