Politisk modstander om Joachim B.: Forkert at fremstille ham som dum

Joachim B. Olsen udtrykker sig temmelig frit. Som man ville gøre, hvis man sad derhjemme, siger Christiansborg-kollega.
Joachim B. Olsen, Liberal Alliance, fylder i dag 40 år.
Joachim B. Olsen, Liberal Alliance, fylder i dag 40 år. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix/arkiv

Joachim B. Olsen fylder onsdag 40 år, og siden han i 2010 blev valgt ind i Folketinget for Liberal Alliance har han gjort sig bemærket med kontante udtalelser og skubbet til folks holdninger.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Men mens den liberale bannerfører må se flokken af arge modstandere på blandt andet de sociale medier vokse, er han en velset og respekteret kollega på Christiansborg.

Det fremgår tydeligt af en række udtalelser fra venner og fjender i det politiske landskab.

Således siger finansordfører fra Enhedslisten, Pelle Dragsted, til Berlingske følgende om fødselaren:

- Han er velforberedt og har sat sig ind i tingene. Billedet, som nogen forsøger at tegne, hvor han næsten fremstår dum, kan jeg ikke genkende. Heller ikke selv om vi politisk ikke kommer meget længere fra hinanden, end vi er.

Også Zenia Stampe, de Radikales værdiordfører, giver erhvervsordføreren fra LA pæne ord med på vejen:

- Han er kendt for sine bastante udmeldinger, som jeg ikke tror, er tænkt som bastante udmeldinger. Han udtrykker sig temmelig frit. Som man ville gøre, hvis man sad derhjemme. På den måde synes jeg, han er meget naturlig. Det får han somme tider hug for.

Det tætteste man kommer på en løftet pegefinger er kommentaren fra partikollegaen og sidekammeraten fra folketingssalen, Henrik Dahl. Han giver udtryk for, at Joachim B. Olsen er et rodehoved, men kun når det kommer til pladserne på tinge. Han kalder ham desuden en specialist, som ingen har taget i egentlige fejl.

Selv siger Joachim B. Olsen til Berlingske, at politik er en holdsport, og at det for ham handler om at præge samfundsdebatten og være med til at ændre lovgivningen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.