»Ækle fremmede, dyr og 68-affald.«
De fleste medieordførere på Christiansborg tager skarpt afstand fra Radio Holgers racistiske udsendelser, der kan fortsætte på internettet, hvor Radio- og tv-nævnet ingen beføjelser har. Nævnets formand, Christian Scherfig, pegede i går på et hul i Radio- og fjernsynsloven, men politikerne kan ikke rigtig blive enige om, hvordan det i givet fald skal lukkes. Socialdemokraternes medieordfører vil have Radio- og tv-nævnets kompetencer udvidet til også at gælde netbaseret radio og tv.
Mere magt til radionævn
»Hvis en radiostation får frataget sendetilladelsen på den æterbårne platform, så skal det selvfølgelig ikke kunne lade sig gøre at flytte hele molevitten over på en netbaseret platform. Derfor mener jeg umiddelbart, at Radio- og tv-nævnets kompetencer også skal udstrækkes til at gælde på nettet,« siger Mogens Jensen.
Men det vil De Radikale ikke være med til.
»Den her sag rejser en vigtig diskussion om, hvordan vi sørger for, at nettet ikke bliver misbrugt til at sende radio og tv, der udspreder had og forhånelse mod bestemte befolkningsgrupper, men jeg mener ikke, at en løsning er at udvide nævnets kompetencer. Regulering er ikke et gode i sig selv. Det er udelukkende en nødvendighed i æteren, hvor der kun er et begrænset antal frekvenser. Mit forslag er derimod, at vi udstyrer politiet eller nævnet med en særlig enhed, der kan overvåge, hvorvidt stationer som Radio Holger overtræder racismeparagraffen,« siger Simon Emil Ammitzbøll.
Ingen meningskontrol
Internettet sorterer under Videnskabsministeriet, og her ser ministeren kun én løsning.
»Der er klart forskel på en radiostation, som har tilladelse til at sende på et frekvensbånd med begrænset plads, og så på internettet, hvor der er ubegrænset plads til lyd og billeder. Og her vil regeringen ikke være med til at udøve meningskontrol og censur. Jeg kan kun opfordre borgerne til at anmelde disse racistiske ytringer til politiet. Det er den eneste måde at stoppe det her på,« siger Helge Sander (V)
De Konservatives ordfører, Jacob Axel Nielsen, tror imidlertid ikke på, at stationer som Radio Holger overhovedet kan stoppes ¿ politianmeldelser eller ej.
»Jeg kan kun tage afstand fra det forkvaklede sludder, Radio Holger sender ud. Sådan noget kan vi umiddelbart lukke, ved at politiet trækker stikket ud på computeren, men det er bare ikke sikkert, at det løser problemet på lidt længere sigt. Det vil nemlig også vil være muligt at infiltrere vores hverdag med den her slags fra hjemmesider i udlandet, hvor vi ingen mulighed har for at gribe ind,« siger han.