Et politisk flertal vil ifølge Berlingske indføre hårdere straffe for flere typer forseelser som grov vold og uagtsomt manddrab. Det skal ske ved at indføre "normalstraffe", der pålægger dommere at uddele en vis straf.
Det sker efter flere sager, blandt andet den meget omtalte vandscooter-sag, hvor to amerikanske turister mistede livet i Københavns havn.
Berlingske omtaler desuden en sag, hvor grov vold udløste tre års fængsel selv om straframmen var ni.
- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man har strafferammer på op til ni års fængsel, og så i de allergroveste tilfælde kun udnytter en tredjedel.
- Den måde, der straffes på i dag, ligger himmelråbende langt fra lovgivningens strafferammer, siger Venstres retsordfører, Preben Bang, Henriksen, til Berlingske.
Han vil gerne indføre normalstraffe, der pålægger dommere at bruge en vis del af straframmen.
Det støttes af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
- Der er for mange sager, hvor man tænker: Hold da op! Bare: Hold da op! Hvad i alverden skal folk gøre for at komme op i den øverste del af straframmen, siger Dansk Folkepartis Peter Kofod Poulsen til Berlingske.
Det demokratiske princip det danske samfund er bygget op om, hviler på magtens tredeling. Den foreskriver, at politikere laver lovgivning, men at dommere står for at dømme inden for den.
Dommerforeningen opfordrer til forsigtighed, når det kommer til politikernes indblanding i dommeres mulighed for at fortolke loven i forhold til strafudmåling.
- Det kan politikerne godt gøre. Men det er såre upraktisk. For man kan ikke lovgive om alle de tilfælde, der findes i domstolene. Alle sager er konkrete, og alle sager er meget forskellige, siger formand for Dommerforeningen Mikael Sjöberg til Ritzau.
Vi har i dag normalstraf for voldtægt. Der kan det vel godt fungere?
- Ja, men voldtægt er også en mere ensartet forbrydelse end vold. Vold kan være alt lige fra lussinger og knytnæveslag til mishandling.
- Det er muligt. Men når det kommer til sådan noget som vold, findes der ikke et normalt voldstilfælde.
Dommerformanden giver Preben Bang Henriksen ret i, at dommerne ikke udfylder strafferammen særlig ofte.
- Og det har heller aldrig været meningen, siger Mikael Sjöberg.
- Det er meget, meget få forbrydelser, hvor vi udnytter strafferammen fuldt ud. Det drejer sig om narko og drab, tilføjer han.
/ritzau/