Et flertal af politikerne på Christiansborg er klar til at give Statens It-projektråd flere muskler i kampen mod it-skandaler på skatteborgernes regning.
Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.
Regeringen har en ny it-strategi undervejs, hvor innovationsminister Sophie Løhde (V) har peget på, at man bør satse mere på Statens It-projektråd.
Dermed tegner der sig et bredt flertal for flere muskler til it-projektrådet, da også Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bakker op.
Politikernes reaktion kommer efter et opråb fra it-rådets næstformand, tidligere Grontmij Carl Bro-topchef Birgit Nørgaard.
De ni medlemmer i rådet er udråbt som it-vagthunde.
De skal afværge nye milliardskandaler ved at vurdere risikoen ved alle nye statslige it-projekter med et budget på mere end ti millioner kroner.
Men det er svært at fungere som et effektivt bolværk, som rådets rolle er nu, pointerer Birgit Nørgaard.
- Jeg er stolt af det arbejde, vi har gjort inden for vores mandat. Men vi kan ikke skabe hurtigere forbedringer, som tingene er i dag, siger hun til Finans.
Kort sagt handler det om, at projektrådet i dag ikke har mulighed for systematisk kontrol med de største og mest risikable projekter.
It-projektrådets rolle er at rådgive om potentielle risici i et projekt, før det sendes i udbud.
Men der er ingen formelle sanktionsmuligheder, hvis der ikke bliver taget hånd om rådets advarsler.
Rådet fører heller ikke systematisk nye kontroller, når projekterne efterfølgende skal udvikles.
Det er ikke optimalt, mener Birgit Nørgaard.
- Vi skal ikke sidde på skødet af ledelserne. Men det ville være en god idé, at man brugte os mere i selve udviklingsfasen. Det er den virkelig risikable (fase), siger hun til Finans.
/ritzau/